Beskæftigelserettede ydelser

Beskæftigelsesrettet indsats

Hverdag med mening

Målgruppe

IN:WORKS forløb Hverdag Med Mening henvender sig til borgere over 18 år med ASF og/eller ADHD. Fælles for målgruppen er, at de qua deres diagnose eller udtalte belastningssymptomer ikke har kunnet indgå eller begå sig på arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet i en længerevarende periode. Indsatsen kan foregå hos borgeren eller hos IN:WORK.

Indhold

Hverdag Med Mening er som udgangspunkt et helhedsorienteret tilbud med henblik på, at borgeren opnår størst mulig livskvalitet, tilegner sig selvindsigt samt hensigtsmæssige strategier. Nævnte er med henblik på, at borgeren tilegner sig motivation, personlige færdigheder og energi til at kunne se formålet med samt begå sig på arbejdsmarkedet og/eller i uddannelsessystemet fremadrettet.

Forløbet er individuelt tilrettelagt, og det har en varighed af 13 uger med mulighed for forlængelse. Der vil være 1 ugentlig ATA time samt en ugentlig time afsat til blandt andet virksomhedskontakt og dokumentation. Borgeren kan få hjemmeopgaver i forløbet, som vil være individuelt tilrettelagt.

Formål

  • At skabe mening og motivation hos borgere med udfordringer, i forhold til fremadrettet beskæftigelse eller uddannelse.
  • At afdække realistiske og meningsgivende interesse-/kompetenceområder i forbindelse med eventuelt kommende beskæftigelse eller uddannelse.
  • At borgeren opnår en større forståelse for egne kompetencer og udfordringer gennem psykoedukation.
  • At støtte, vejlede og guide til mestring af egen hverdag, som skaber succesoplevelser, selvtillid, trivsel, og ansvarlighed.

Fundament for forandring og vej mod beskæftigelse

Målgruppe:

IN:WORKS forløb Fundament for forandring og vej mod beskæftigelse henvender sig til de forsikrede ledige samt borgere på offentlig forsørgelse. Målgruppen er mere specifikt de der qua ASF- og/eller ADHD-diagnose, eller lignende træk, af forskellige årsager har behov for en mere håndholdt indsats i forhold til at kunne tilgå samt begå sig på arbejdsmarkedet.

Indhold:

Kandidaten skal kunne honorere at møde ind hos IN:WORK 8 timer ugentligt, timerne bliver fordelt over 2-3 ugentlige mødedage.

Forløbet kan med fordel anses som værende en prøveplatform for en arbejdsplads, hvor det forventes at man blandt andet er; mødestabil, pligtopfyldende, og ansvarsbevidst. Desuden er det en forudsætning, at kandidaten formår at kunne arbejde selvstændigt med givne opgaver, og at han/hun er motiveret for at komme på arbejdsmarkedet. Forløbet er individuelt tilrettelagt, men det forventes at man kan deltage samtidigt med andre kandidater. Der afsættes 1 ugentlig ATA time til individuel udviklingssamtale.

Det overordnede fokus i forbindelse med indsatsen vil være, om muligt, at få den enkelte kandidat placeret bedst muligt på arbejdsmarkedet, i hensigtsmæssige samt meningsgivende rammer.

Der arbejdes i forløbet målrettet med:

  • ABC Jobstrategi/plan.
  • Afsøgning af realistiske beskæftigelsesmuligheder.
  • At støtte, vejlede og guide i forhold til cv og ansøgninger.
  • Psykoedukation i forhold til diagnose.
  • Støtte og vejledning i forhold til virksomhedskontakt og virksomhedsbesøg.
  • Afdækning af nuværende strategier samt udvikling af nye hensigtsmæssige strategier.
  • At kunne forventningsafstemme.
  • Afklaring af belastningssymptomer.
  • Beskæftigelsesrettet afklaring af skånehensyn eller støttebehov.
  • Fokus på de kompenserende ordninger, i forbindelse med forløb for de forsikrede ledige.

Indsatsen har en varighed af *16 uger i samarbejdet omkring de forsikrede ledige, og en varighed af *13 uger i samarbejdet omkring borgere på anden offentlig forsørgelse.

Mestringsforløb

Målgruppe:

IN:WORKS Mestringsforløb henvender sig til sygemeldte borgere samt borgere på offentlig forsørgelse, med belastningsreaktioner / en overbelastningsreaktion, angst, ADHD, ASF, eller lignende træk.

Indhold:

Forløbet er individuelt, og tager udgangspunkt i den enkelte borger og dennes problematikker og udfordringer. Indsatsen løber over 12 sammenhængende uger, med to ugentlige samtaler. Hver samtale har en varighed af 1 ½ -2 timer. Samtalerne vil foregå i IN:WORKS lokaler.

Forløbet har til formål at støtte, guide og vejlede borgeren mod udvikling og trivsel, så der skabes grobund for fremadrettet deltagelse i beskæftigelse eller uddannelse. Desuden har forløbet til formål, i forbindelse med sygemeldte borgere, at støtte op om hel eller delvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet, sideløbende med samtalerne hos IN:WORK. I forbindelse med tilbagevenden til arbejdsmarkedet afstemmes planen i samarbejdet mellem borger, IN:WORK og Jobcentret.

Der vil være fokus på følgende:

  • Ydre og indre forventninger
  • Belastningssymptomer
  • Hensigtsmæssige strategier
  • Energi og overskud
  • Eventuelle støtte- og skånebehov
  • Forventningsafstemning
  • Fremadrettede muligheder

Mentorstøtte

Målgruppe:

IN:WORKS Mentorstøtte henvender sig til voksne med ASF, ADHD, Angst, og lignende træk, der ses at have behov for fastholdelse i forbindelse med fremadrettet eller allerede eksisterende beskæftigelse eller uddannelse.

Indhold:

Støtten er individuel, og tager udgangspunkt i de forhold uden for arbejde eller uddannelsen, der ligger til grunde for at borgeren ikke formår at kunne indfri forventninger og/eller krav på uddannelses- eller arbejdsmarkedet. IN:WORK bidrager desuden gerne til et samarbejde vedrørende allerede eksisterende arbejde eller uddannelse, hvor der ses behov for tydeligere forventningsafstemning i forbindelse med borgerens eventuelle udfordringer kontra arbejdsgivers/uddannelsesstedets krav.

Arbejdsmarkedsrettede ASF/ADHD-profil

Målgruppe:

IN:WORKS Arbejdsmarkedsrettede ASF/ADHD-profil henvender sig til voksne med ASF og/eller ADHD, hvor det vurderes, at der er behov for en tydelig beskrivelse af hvordan diagnosen kommer til udtryk hos den enkelte samt hvilke krav, forventninger, rammer og vilkår den enkelte vil profitere af samt vil kunne indgå under på arbejdsmarkedet.

Indhold:

Forløbet er individuelt, og har en interview-baseret samt helhedsorienteret tilgang, hvor der overordnet tages udgangspunkt i: ASF / ADHD, Adfærd og Arbejde.

Det er en forudsætning for udarbejdelsen af profilen, at borgeren er motiveret for at kunne tilgå arbejdsmarkedet.

I udarbejdelse af profilen tages der hensyn til eventuel komorbiditet, såvel som kompleksiteten i forbindelse med at være diagnosticeret med både ASF og ADHD, hvis dette er tilfældet.