VIVE udgav i slutningen af 2018 en meget omtalt undersøgelse af udsatte danskere. Næsten 250.000 danskere er i undersøgelsen vurderet udsatte; svarende til 7 pct. af befolkningen (9 pct. af befolkningen under 40 år).

Tilbage sidder jeg med oplevelsen af en overvældende kompleksitet for de udsatte mennesker, men også i det system der er skabt til at støtte og hjælpe. Livet for mange udsatte rummer ikke blot et enkelt problem som eksempelvis manglende bolig. Ofte er der flere ting på spil; manglende netværk, kriminalitet, tilstødende psykiske udfordringer eller omfattende diagnoser, der præger hele menneskets eksistens.

Jeg bruger i min hverdag, og i samtaler med andre fagpersoner meget energi på at forstå den kompleksitet vi møder hos den enkelte borger. Men måske er det også afgørende, at vi undersøger kompleksiteten i helikopterperspektiv. Rapporten peger på, at selvom vi, med vores komplekse sociale sikkerhedsnet, har skabt en myriade af tilbud, benytter de mest udsatte borgere sig primært af de tilbud, der løser akutte problemer og ikke de grundlæggende og mere langsigtede problemer. Jeg bliver her optaget af, hvorfor det er tilfældet? Hvorfor er de langsigtede løsninger, helheden og sammenhængen i det enkelte menneskes livsforløb ikke i fokus?

Det er en vanskelig disciplin at fastholde helhed og langsigtede løsninger, når vi møder et menneske med akutte problemer.  Det kan for eksempel være meget selvmodsigende at gå i gang med at styrke et menneskes selvfølelse, selvværd og sammenhængskraft, hvis vedkommende står i store økonomiske problemer.

Men, for at bruge et kendt ordsprog: ”vi skal ikke give manden en fisk, vi skal lære ham at fiske”. Det kræver både mod, investeringsvilje og faglighed at identificere de potentielle forandringer, som kan være afgørende for at sikre bæredygtig progression. Og faktisk har selvfølelse og psykologisk sammenhængskraft betydning for et menneskes økonomi; at være ansvarlig for og engageret i den plan der lægges for at løse problemerne, er afgørende for, at den overholdes og problemet løses. At tage en beslutning, virker måske som en enkel opgave, men det kan være en svær disciplin. En disciplin som kræver selvforståelse og tillid til sig selv. Det er afgørende at borgeren forstår sig selv, som en der agerer stabilt. En der er den samme i dag og om en måned, når beslutningen skal fastholdes, videreføres eller omgøres. Dermed må en indsats omkring økonomi, i min optik, ikke stå alene. Den skal følges op af en undersøgelse af de udfordringer, der ligger til grund for at problemet opstod.

I rapporten peges der på, at det blandt de allermest udsatte – de borgere som har flere sammenfaldende helbredsmæssige, psykiske og sociale problemer – kun er ca. hver femte som modtager individuelle, håndholdte indsatser. Der er til gengæld utrolig mange i denne gruppe, som opsøger akutte tilbud, som eksempelvis et herberg. Den menneskelige mekanisme bag dette, er ret naturlig. Hvis du oplever fem problemer, vil du hurtigt prioritere dem i rækkefølge efter, hvad der haster mest at løse, hvad der er den største trussel for din overlevelse og først til sidst, hvad der på lang sigt vil sikre din trivsel og udvikling. Når du ikke har tag over hovedet eller penge til mad, er det altså svært at forholde sig til en langsigtet proces omkring øget selvværd og mulighed for beskæftigelse. I rapporten kritiserer Nanna Mik-Meyer vores system, som hun mener besvarer borgernes komplekse problemstillinger med mere kompleksitet. Det vil sige, at en hjemløs kan søge husly på et herberg, men her kan personalet ikke hjælpe med beskæftigelse, økonomi eller andre af de grundlæggende problemer. De hjælper gerne borgeren videre til en ny sagsbehandler, som, med lange forklaringer om systemet, ofte sender borgeren videre til en tredje person. Mange udsatte forfølger ikke sporet videre herfra, fordi problemerne med husly, mad og misbrug opleves mere presserende.

Desværre må jeg erkende at kunne genkende billedet, ikke fra alle forløb, men desværre ofte i de fortællinger jeg møder hos borgere på kanten. Vi så det også i de interviews vi gennemførte i efteråret med deltagere i ’Hverdag med mening’– at vi, i forsøget på at besvare kompleksiteten, risikerer at kaste mennesket rundt mellem os professionelle, frem for at møde individet. Så hvad skal vi gøre anderledes?

Når jeg møder et menneske med akutte problemer, så lytter jeg først og fremmest efter de underlæggende udfordringer, som er afgørende at løse problemerne på længere sigt. Der er brug for at finde frem til de grundlæggende problemer, som forhindrer mennesket i selv at løse sine problemer. Det er afgørende, at vi afhjælper de akutte kriser, men det er lige så afgørende at vi forholder os til en langsigtet løsning, hvor vi tilbyder hjælp til livsduelighed. Det kræver, at vi som professionelle bider os fast og tager vores ansvar som den udsattes vidne alvorligt, og derfor ikke sender ham/hende videre uden støtte. De komplekse problemsammensætninger vi møder, kalder på tværfaglighed, og ofte på indsatser fra flere forskellige systemer på én gang. Det er dog afgørende, at vi som professionelle påtager os samarbejdet, koordineringen og prioriteringen sammen med borgeren, så det ikke bliver hans eller hendes ansvar alene at opsøge rette hjælp. Hvorfor? Fordi de problemer et menneske vil søge løst, altid er de akutte og kortsigtede, ikke de langsigtede – det ansvar og den refleksion af kompleksiteten bør vi som professionelle holde fast i.

Jeg er meget optaget af, at vi i vores arbejde med udsatte og sårbare mennesker ikke reducerer kompleksitet, og dermed risikerer at bagatellisere problemer, der opleves virkelige. Vi må dog heller ikke komplicere tingene unødigt. Det er vigtigt, at vi tillader løsningerne mere end blot ét spor, at vi samtænker de korte og lange baner på en måde, som giver en reel mulighed for forandring – vi må, sammen med det menneske vi møder, finde tro på en reelt forbedret fremtid. Det giver mening!

/Anne Sandberg Holm
cand.psych.aut.
Direktør