I mit daglige arbejde med mennesker med autisme, er jeg hurtigt blevet bevidst om, at det er en god idé at vælge mine ord med omhu, da en af kerneudfordringerne ved autisme er vanskeligheder med kommunikation og en tendens til ofte at forstå og tolke sproget bogstaveligt.

Jeg er blevet opmærksom på, hvor vigtigt ordvalget er, og hvordan de mest almindelige vendinger kan være uforståelige eller misforstås. Så hvorfor er det egentlig, vi vælger de ord vi gør? Og tænker vi nok over, hvorfor vi siger det ene og ikke det andet?

Inden for socialkonstruktionismen forstås vores virkelighed som socialt konstrueret gennem sproget.

Så, vores ord skaber vores virkelighed. Det synes jeg er interessant, og det tydeliggør for mig, betydningen og vigtigheden af de ord vi vælger – for de skaber vores verdensforståelse og måden, hvorpå vi møder andre mennesker.

Så hvad betyder det eksempelvis, når vi taler om, at mennesker med autisme ofte har det, der kaldes ”særinteresser”. Når jeg kigger på ordet og smager lidt på det, så slår det mig som et sjovt udtryk – for hvorfor kalder man det egentlig for en sær interesse? Hvad er der sært ved det? Eller er det snarere, at det er en særlig udpræget interesse? Og hvad gør det ved vores forståelse, at vi kalder det det?

Bruce Perry (2016) refererer i sin bog Det unikke menneske til en oplevelse på en autisme-konference, hvor der undervejs blev stillet følgende spørgsmål til oplægsholderen:  ”hvordan håndterer de deres datters besættelser”– hvortil den adspurgte svarede ”besættelser? […] Hmm vi har altid betragtet dem som fascinationer”. Der er således forskellige ord at bruge om det samme fænomen. Jeg selv bliver nysgerrig ved ordet fascination – det tiltrækker og drager mig til at forstå, hvad der kan være på spil, mens besættelser klinger mere negativt i mine ører.

Måden vi anskuer den her interesse på, former således måden, vi agerer i forhold til den; skal interessen undertrykkes og fjernes, eller bakker vi op om den, og ser den som en måde for den enkelte at finde ro og fordybelse.

Vores sprog er ikke neutralt – det vedligeholder og skaber det vi får øje på

På et tidspunkt kom en af de unge mennesker, jeg har fornøjelsen af at være mentor for, frustreret til mig og fortalte, at han var blevet bedt om at forholde sig til sit handicap. Han havde ikke betragtet sig selv som handicappet, anderledes måske, men ikke handicappet. Det var svært for ham at se sig selv i en verden, hvor han blev defineret som handicappet. Hans oplevelse af, hvad det vil sige at være handicappet, var noget han ikke identificerede sig selv og sin verden med. Handicap var for ham noget andet, og så bliver det interessant at se på, hvad det egentlig vil sige at være handicappet?

Ville en person i en kørestol opleves som handicappet, hvis vores verden ikke indeholdt trapper?
I en verden af blinde med én seende – hvem er da den handicappede? Den blinde eller den seende?

Min oplevelse er, at det er i mødet med omgivelserne, at en person fremtræder som udfordret eller ressourcestærk, ud fra af de krav og forventninger omverdenen stiller.

Om vi betegner autisme som et handicap eller eksempelvis en særlig udviklingsprofil afhænger således af omgivelserne og de betingelser mennesker med autisme stilles overfor. Så måske opgaven i højere grad består i at ændre den sociale konstruktion vi bygger op omkring autisme; hvilke ord vi vælger, og det verdensbillede vi skaber med dem, end i at få mennesker med autisme til at passe ind i den verden vi allerede har konstrueret.

Stephanie Rønnow Thomsen
Cand.psych
Projektleder i Inwork