Inwork sidder med i styregruppen for en ansøgning til Bikubenfondens satsning ”unge på kanten”.

I styregruppen er vi lige nu i gang med en kreativ proces, for at konkretisere og skærpe vores koncept. Målet er at bidrage med løsninger for sårbare unge, som kan forhindres i at blive udsatte gennem en indsats. Intentionen er at hjælpe unge ind i meningsfulde fællesskaber, og at tilbyde dem de rammer der er nødvendige for at skabe et godt liv for sig selv.

For mig er det meningsfuldt, men det er også meget komplekst og svært. Jeg kæmper med dilemmaer omkring hele udfordringen, fordi det er så forskelligt, hvilke problemer og barrierer de unge møder. For nogle er ensomhed et kæmpestort problem og tabu, for andre er gruppepres, og marginalgrupperinger i udsatte boligområder, med til at skubbe på en kriminel løbebane. Og for rigtig mange er der store problemer med at føle sig tilrette og tilpas i uddannelsessystemet. Så hvordan kan vi, en masse voksne fagfolk, sidde i mødelokaler og på konferencer og hjælpe de unge til en bedre hverdag? Og hvad er det smarteste at gøre?

I gruppen er vi enige om, at vi ikke skal lave endnu et projekt med mentorer, faste støttepersoner eller mødesteder. Vi vil gerne kvalificere noget af det der allerede eksisterer, og måske hjælpe de unge med at benytte den hjælp, der allerede findes. Et nyt forskningsprojekt fra Aalborg universitet* peger på, at de ledige oplever at behovet for hjælp til at navigere i vores system, overskygger det primære: Hjælp til livet, jobsøgningen eller hvad der ellers er på spil i deres livssituation. Faktisk er det også det, vi hører fra andre fagpersoner, der byder ind og inspirerer os i styregruppen. At mange af de udfordringer der findes i de unges liv, opstår når, der sker en overgang uden tilstrækkelig støtte – når den unge mister tilknytning til et sted uden at kende til en anden mulighed. At de unge ikke ved hvor de kan få hjælp, hvad de skal bede om, og hvem der er deres adgang.

Overgange er naturligt for menneskeliv. Det er et vilkår – vi går fra barn til ung til voksen, fra enlig til i par, fra par til enlig, og fra skole til job, eller fra job til uddannelse. Alle disse overgange og skift er for alle præget af usikkerhed og uro. Helt naturligt søger vi støtte i vores netværk i disse perioder. Det kan være mor der lige bruger ekstra tid på aflevering de første dage i en ny institution, det kan være kæresten som lige gør lidt ekstra ud af afskeden den morgen du skal starte på nyt job, eller det kan være venner, der bakker op og hjælper, når du skal flytte fra en partner. Netværket er grundlæggende vigtigt for os som mennesker, livsvigtigt faktisk. Den udfordring vi har givet os selv i gruppen, er: Hvordan hjælper vi unge til at have livsvidner og livsduelighed.

Livsduelighed er et begreb sammensat af en masse forskellige elementer. Det at være livsduelig handler om alt fra relationskompetencer til økonomisk indsigt og praktiske færdigheder. Det er afgørende at du kan forklare andre om dig selv på passende måder, når du skal indgå i nye samarbejdsrelationer. Men faktisk er det også vigtigt, at du kan tage opvasken, vaske dit tøj og sørge for mad til dig selv. Mange af disse færdigheder lærer vi implicit, når vi hjælper til hjemme, når vi prøver os frem, og får hjælp og sparring fra andre. Nogle gange er der huller i denne læring, måske fordi den unge har været anbragt uden for hjemmet, måske fordi han/hun har kæmpet med sociale og psykiske problemer, eller måske fordi indlæringsevnen er påvirket. Derfor er livsvidner vigtige, det er dem der skal være sikkerhedsnet og hjælpe, hvor der er huller, og støtte eller puffe venligt, hvor den unge kan lidt men ikke det hele. Det er livsvidnerne som giver os en fornemmelse af et sammenhængende selv; et liv der ikke er løsrevet fra omverdenen. Det er gennem spejlingen fra livsvidner, vi lærer at vi kan noget, at der er nogen som vil os – derfor er de livsvigtige.

Det er vigtige opgaver at hjælpe disse unge godt på vej, og ansvaret er reelt: det er så dumt at risikere hele liv spildt, fordi den unge ikke finder den rette adgang til nødvendig hjælp.

Det er med stor stolthed vi deltager i dette arbejde, det er svært, og derfor er det også en stor lettelse, at vi ikke er alene.

Jeg har en grundlæggende tro på, at vi her kan gøre en stor forskel for unge, der er sårbare, men som vi måske kan hjælpe til ikke at blive udsatte. Det giver mening!

De næste spændende faser i vores arbejde handler om inddragelse af de unge selv, af fagfolk og selvfølgelig af viden og forskning.

I januar indsender gruppen vores bud på et koncept, der kan bidrage med nytænkende løsninger for unge på kanten. Om vi herefter udvælges til at føre konceptet ud i livet, ved vi senere på foråret.

/Anne Sandberg Holm
cand.psych.aut.
Direktør

 

læs mere om projektet her: https://www.bikubenfonden.dk/unge-pa-kanten

* Lises: https://lisessite.wordpress.com/