Familiebehandling
Indhold og indsats
Forløbet er en helhedsorienteret indsats med fokus på hele familien. Det overordnede mål er at sikre barnets/den unges trivsel og udvikling med henblik på fastholdelse i eller tilbagevenden til skoletilbud samt mulighed for trivsel i fritiden.
I forløbet vil der være fokus på:
- At fremme barnets/den unges trivsel og udvikling.
- At understøtte forældre og pårørende i den afmagt og udmattelse, der kan opstå i en belastet familiesituation.
- At styrke forældrenes forståelse for barnets/den unges udfordringer og behov.
- At tilbyde relevant sparring til fagpersoner i skoletilbuddet med henblik på at tilrettelægge undervisningen, så den tilpasses barnets/den unges behov.
- At barnet/den unge vender tilbage til og/eller fastholdes i skoletilbuddet.
- At barnet/den unge opnår øget trivsel og mestring i hverdagen med skole og fritid.
- At pårørende og relevante fagpersoner modtager undervisning og/eller coaching i konstruktive strategier, tilgange og værktøjer, der fremmer samarbejdet omkring barnet/den unge.
- At barnet/den unge og/eller familien modtager intensiv støtte med henblik på en dybdegående forståelse af udfordringer på individ- og/eller gruppeniveau.
IN:WORKs indsats er dynamisk og foregår i alle relevante arenaer, der har betydning for barnets/den unges trivsel og tilbagevenden til skole, herunder skole, familie, hjem og fritid.
Forløbet er individuelt tilrettelagt, og alle indsatser indgår i en samlet plan, der meningsfuldt bringer barnet/den unge tættere på det overordnede mål.
Målgruppe
Forløbet henvender sig til familier med børn og unge med ASF og/eller ADHD samt komorbide tilstande jf. BL § 32.1.5 og BL § 81, hvor der enten er risiko for, at barnet/den unge falder ud af uddannelsessystemet, eller hvor barnet/den unge allerede befinder sig i en situation præget af skolevægring og/eller mistrivsel.
Målgruppen er kendetegnet ved, at barnet/den unge udviser belastningssymptomer og har relativt udtalte eller massive vanskeligheder med at håndtere og imødekomme faglige og sociale krav. Barnet/den unge opleves desuden at være i generel mistrivsel i en sådan grad, at det er vanskeligt at overskue og strukturere hverdagen, både i skolen og i fritiden.
Ramme og samarbejde
Indsatsen indledes med et fælles opstartsmøde, hvor rådgiver, pårørende, IN:WORK og eventuelt andre relevante aktører deltager.
Ved forløbets opstart udarbejdes en skriftlig målbeskrivelse i samarbejde med rådgiver, pårørende og eventuelt skole. Målbeskrivelsen evalueres og justeres løbende efter behov. Ved forløbets afslutning udarbejdes en skriftlig afsluttende progressionsrapport, som indeholder en beskrivelse af udviklingen i perioden samt tydelige retningsanvisninger for den videre indsats.